Opdatering: Vi forventer endeligt svar på ansøgningen i slutningen af august.

————————–

Pressemeddelelse

Social- og sundhedsskolerne SOPU og SOSU C indleder fusionsproces

Bestyrelserne på SOPU og SOSU C har besluttet at igangsætte en proces med henblik på en fusion mellem de to erhvervsskoler.

En ny, fusioneret skole bliver med sine ca. 2600 årselever den største uddannelsesaktør inden for flere af velfærdssamfundets kerneområder.

Geografisk kommer skolen med sine 8 udbudssteder til at dække hele Region Hovedstaden.

Det overordnede mål for en fusion er, at den fusionerede skole er mere bæredygtig, end de to skoler ville være hver for sig. En fusioneret skole kan derfor i højere grad end to separate skoler opfylde de fire bæredygtigheds-dimensioner:

• Økonomisk bæredygtighed
• Faglig bæredygtighed
• Udviklingsbæredygtighed
• Omverdensbæredygtighed

Hver for sig er skolerne i dag stærke aktører inden for social- og sundhedsuddannelserne med en betydelig bæredygtighed både økonomisk, fagligt, udviklingsmæssigt og i forhold til omverdenen. En fusioneret skole vil konsolidere denne bæredygtighed og blive en central medspiller i samarbejdet mellem aftagere, producenter og andre uddannelsesaktører.

Én skole vil i et aftagerperspektiv bibringe entydighed uanset, hvem aftagerne er.

I udviklingen af fremtidens velfærdsuddannelser er det den fusionerede skoles ambition både at være uddannelsesleverandør og uddannelsesudvikler. Kvalitativt og kvantitativt bliver skolen et lokomotiv for hele feltet og får tyngde både fagligt og politisk.

Bestyrelsesformand for SOSU C, Kurt Pedersen udtaler: Det er en central pointe ved fusionsprocessen, at de stærke, udviklingsorienterede faglige miljøer på hhv. SOPU og SOSU C understøttes og udvikles, så de både supplerer hinanden og styrker det frugtbare samarbejde, der allerede eksisterer i dag. Det betyder, at der ikke er tale om en spareøvelse. Der skal lægges kræfter i den fremtidige udvikling af uddannelser og organisation, og det kræver mange hænder og hoveder for at komme i land med den kvalitetsfusion, vi nu går i gang med.

Bestyrelsesformanden for SOPU, Nanna Højlund udtaler: Begge skoler har i dag både udsyn til og indsigt i en kompleks omverden i hastig forandring. Skolerne har i dag et velkonsolideret samarbejde horisontalt og vertikalt med andre uddannelsesorganisationer. Skolerne indgår allerede i dag i samskabende processer på tværs af sektorer, med aftagere og med producenter.

Ønsket er, at en fusioneret skole kvalitativt og kvantitativt i endnu højere grad vil kunne være en central drivkraft i levering og udvikling af velfærdssamfundets borgernære kerneopgaver inden for det sundhedsfaglige og pædagogiske felt og med øget kraft vil bidrage til rekruttering og sikring af velkvalificeret arbejdskraft i fremtiden.


Proces

Bestyrelsesformændene fra hhv. SOPU og SOSU C udfærdiger en screeningsansøgning til Styrelsen for undervisning og kvalitet. Målet er en fusion med juridisk gyldighed bagudrettet fra 1.1.2018.

 

For yderligere oplysninger

Bestyrelsesformand for SOPU, Nanna Højlund nho@lo.dk
Bestyrelsesformand for SOSU C, Kurt Pedersen kupe1@live.dk