Elev med fingrene i teknologien – Lene

Share

Teknologi-Lene-Nielsen-463-280

46-årige Lene Nielsen er en af  eleverne fra SOPU’s sammenhængende forløb med fokus på velfærdsteknologi. Da hun kom tilbage fra sin første praktikperiode, fortalte hun om sine oplevelser i praktikken:

”Det var meget overvældende til at starte med. Jeg havde ingen erfaring med plejesektoren, så der var mange ting at holde styr på. Men hvor var det spændende at få øjnene op for, hvor forskelligt borgerne lever deres liv. Jeg var både ude hos en dybt alkoholisk mand, som ikke altid var hjemme, fordi han nogle gange var ude og lede efter mad i skraldespande. Og i den anden ende var der den fine, ældre gammeljomfru, som altid havde levet alene. Men det er jo sådan, virkeligheden er – man skal kunne gå ind i alle de forskellige hjem på en naturlig måde.

Jeg lærer meget ved at være i situationen, og jeg kan mærke, at denne anden skoleperiode er meget nemmere end den første, fordi jeg fik en basisviden i praktikken, som har givet mig bedre indsigt. Når jeg var hos borgeren, så tænkte jeg ikke ligesom over, hvad jeg havde lært i skolen. Jeg gjorde det ligesom bare. Måske er det fordi, jeg har været dagplejer. Og så i kraft af min alder. Jeg kunne nemt omstille mig alt efter, hvordan borgeren var. ’Nogle har det, andre har det bare ikke,’ som en kollega udtrykte det om SOSU-fagligheden.

Jeg oplevede, at mange borgere er ensomme. Og man kan ikke hjælpe dem med alt. F.eks. må du ikke vaske gardiner, selv om de er stive af røg. Der er helt klare grænser. Men det er for at beskytte medarbejderne i hjemmeplejen. Jeg kunne godt være typen, der involverer mig for meget, og så er det godt med nogle regler og grænser. Men lidt frustreret kunne jeg godt blive, fordi jeg jo gerne vil hjælpe borgerne.

Jeg havde ikke forventet særligt meget velfærdsteknologi i hjemmeplejen og stødte da også kun på en seng og en loftslift. Men jeg kunne fortælle mine kollegaer om mange forskellige tekniske hjælpemidler, som de ikke kendte til – som f.eks. spiserobotten. Der burde ligge et katalog fra hjælpemiddelcentret hos hjemmeplejen, så medarbejdere kunne holde sig orienteret om de mange tekniske hjælpemidler, som findes. Selv blev jeg i min praktik opmærksom på en lavteknologisk pilleknuser, så man ikke behøver knuse borgerens piller med bagsiden af en ske.

Den episode fra praktikken, som nok fylder mest her bagefter, var ude hos en terminal borger. Hun havde bl.a. et ønske om at blive i eget hjem tiden ud, men hun blev alligevel flyttet til et hospital mod sin vilje, fordi det blev anset som det bedste for hende. Men grænserne er jo flydende, for hvornår skal gå imod borgerens ønsker? Hun fik f.eks. skiftet ble, selvom hun ikke rigtigt havde lyst, men man lader jo ikke en borger ligge i sin egen afføring. Det er en meget spændende etisk diskussion, som jeg snakkede meget med mine kollegaer om bagefter.

Nu er jeg tilbage på skolen med langt mere indsigt, som gør det hele meget nemmere. Og det er spændende at udveksle erfaringer med de andre. Og så glæder jeg mig til min næste praktikperiode, som er på et plejehjem. Jeg tænker på, hvor stort springet fra hjemmeplejen mon er? Der er sikkert mange ens ting, men i hjemmeplejen ser du jo kun små bidder af borgerens liv, mens på plejehjemmet er det mere kontinuerligt. Det bliver i hvert fald spændende.”